For et par år siden droppede vi flyveren. Vi købte en lækker elbil og kører nu på Europa-langfart med rigelige ladepauser. Er det lige så nemt? Nej! Og det er slet ikke muligt at komme til sol og sommer, når det er januar og mørkt og træls. Men det er nødvendigt at vi begrænser os.
Det der med at begrænse sig startede med bogen The Future We Choose af den tidligere FN-klimachef Christiana Figueres. Bogen tegnede to scenarier for 2050. I det ene har vi holdt temperaturstigningerne på 1,5 grad: Luften er renere end før industrialiseringen, byer er grønne, energi er nærmest gratis, og fællesskaber deler ressourcer. I det andet har vi ventet og ladet temperaturen stige med 3 grader: 2 milliarder mennesker lever i områder med 60 graders varme, kystbyer oversvømmes, hungersnød breder sig, og lande lukker grønserne. Hendes. besked var konkret: halvér dit personlige klimaaftryk inden 2030.
Og det har faktisk ændret noget for os. Rødt kød er ude af madplanen. Jeg køber markant mindre tøj, og når jeg gør, skal det kunne holde og være forsvarligt produceret. Energi købes nu fra klimavenlige kilder.
Er det nok? Nej. Redder mine valg verden? Desværre ikke. Men det er i disse år at verdens fremtid afgøres.
“We can no longer afford the indulgence of feeling powerless”
— Christiana Figueres
Økonomen Kate Raworth har tegnet det billede, der bedst fanger vores situation. Det er en doughnut. Ja, alvorligt.
Den ydre ring er planetens grænser. Hvor meget CO₂ vi kan udlede. Hvor mange fisk vi kan fange. Hvor meget skov vi kan fælde. Overskrid dem, og vi underminerer vores eget eksistensgrundlag. Den indre ring er menneskers basale behov — mad, sundhed, uddannelse, tryghed.
Mellem de to ringe er det sikre rum. Det er dér, vi skal leve. Alle os.
Problemet? Vi i den rige del af verden har for længst sprængt den ydre ring. Og milliarder lever stadig under den indre. Det er ret svært at sidde med den erkendelse.
Og her rammer vi muren. For hele vores økonomiske system bygger på én antagelse: at vi skal vokse. Hvert år. Altid. Mere produktion, mere forbrug, mere af alting.
Men kan man have evig vækst på en endelig planet?
Jason Hickel siger nej. I Less is More argumenterer han for, at selv grøn vækst er en illusion. Selv med gratis, ren energi ville vi stadig udtømme jordens ressourcer hurtigere, end de kan genskabes. Det er det der hedder Jevons paradoks: Når noget bliver mere effektivt, bruger vi bare mere af det. Tænk på det. Vi har aldrig haft mere effektive biler. Og vi har aldrig kørt mere.
Det peger direkte tilbage på del 1 om ulighed. At sætte grænser for kapitalismen er ikke bare et spørgsmål om retfærdighed. Det er et spørgsmål om overlevelse.
Et af de største problemer er, at vi måler fremgang forkert. BNP tæller alt der har en pris. Men ingenting af det vi ødelægger.
Tag dansk svineavl. Landbruget eksporterer for 38 milliarder om året. Fedt! Vi støtter det med 12 milliarder i direkte tilskud fra fællesskassen. Okay. Men prisen for den naturskade det forårsager — forurenet grundvand, ødelagt biodiversitet, udpint jord — ligger på mellem 15 og 26 milliarder. Om året.
Så vi betaler for at ødelægge vores egen natur. Og kalder det en succeshistorie.
Den dybeste fejl er måske den her: Vi taler om “naturen” som noget derude. Noget vi besøger i weekenden. Noget vi kan vælge til og fra.
Men vi er naturen. Vores mad, vores drikkevand, vores luft — alt sammen afhænger af økosystemer, der har været millioner af år om at blive til. Og som kan kollapse på en generation.
Det er det der gør det her emne anderledes end ulighed. Ulighed kan vi rette op på. Det kræver politisk vilje, men det er reversibelt. En udslettet art kommer ikke tilbage. En kollapset fødekæde genopbygger ikke sig selv.
Jorden er ikke bare begrænset. Den er uerstattelig.
Jeg er vært på en sci-fi podcast, og noget af det der fascinerer mig ved god science fiction er, at den tvinger os til at forestille os konsekvenserne. Ikke som abstrakte grafer, men som levede liv.
Kim Stanley Robinson gør det i The Ministry for the Future. Hans fremtid er hård, men den er fuld af ingeniørløsninger, internationale samarbejder og mennesker der handler. Det er det optimistiske scenarie — Figueres’ verden hvor vi tog os sammen.
Stephen Markley gør det modsatte i The Deluge. Hans USA fra 2013 til 2040 er et land hvor olielobbyen og populisterne vinder, hvor demokratiet smuldrer, og hvor klimaet løber løbsk. En videnskabsmand tænker på sit barnebarn: “She would be, like most of her generation, a scavenger, likely a part-time cannibal.” Det er Figueres’ andet scenarie. Det hvor vi ikke handlede.
Og så er der Naomi Alderman, som i The Future viser os tech-milliardærerne der bygger luksus-bunkere på New Zealand mens resten af verden brænder. De tror, de kan købe sig fri. Det er måske det mest skræmmende scenarie af alle — ikke fordi det er det værste, men fordi det er det mest genkendelige.
Science fiction er ikke forudsigelser. Det er tankeeksperimenter. Og lige nu sidder vi midt i et, hvor vi stadig kan vælge hvilken fremtid vi vil have.
Ligesom med uligheden sidder jeg lidt med følelsen af: okay, men hvad gør vi? Og igen har jeg ikke svaret. Men retningen peger det samme sted hen. At vi skal måle velfærd i sundhed og fællesskab, ikke i vækst og forbrug. At vi skal eje mindre individuelt og mere i fællesskab. At vi skal have et opgør med det konstante pres for at forbruge mere.
Og det leder mig videre til næste emne på listen: at forbrug er blevet en erstatning for lykke. Men det er en anden gang.
Appendix — ubrugte noter og kilder
- Bogen The Future We Choose: ‘/Users/jenshjerrildpoder/Ebook Library/Christiana Figueres/The Future We Choose (164)/The Future We Choose – Christiana Figueres.txt’
- Less is More af Jason Hickel: ‘/Users/jenshjerrildpoder/Ebook Library/Jason Hickel/Less is More (420)/Less is More – Jason Hickel.txt’
- “Eje mindre individuelt og eje mere i fællesskab. Hey hvem sagde Nordisk Socialisme.”
- Forbyde reklamer som samfundsmæssigt opgør med forbrugspres